Nålefiltning egner sig til alt fra grov håndstrik til fin maskinstrik, så længe tøjet håndvaskes og behandles nænsomt. Denne lappemetode er både praktisk og alsidig – den kan bruges til at reparere både store og små huller, og samtidig er den velegnet som en kreativ dekoration, der kan give nyt liv og personlighed til dit tøj. Nålefiltning kræver ingen tidligere erfaring med syning eller håndarbejde, og det er en teknik, som både voksne og børn nemt kan komme i gang med. Det eneste, man behøver, er en filtenål, en skumplade og lidt uld, hvilket gør det til en tilgængelig og hyggelig måde at forlænge levetiden på sit yndlingstøj
Huller i strik kan opstå af flere grunde, men nogle af de mest normale er møl eller slid
Til filtning skal du bruge
Filtenål
Kartet uld
Filtepude, skumklods eller den klassiske tofarvede køkkensvamp
Trin 1
Placér strikken på filtepuden og kom en smule kartet uld på hullet
Trin 2
Prik nålen gentagne gange i ulden, til den samler sig og bliver mere massiv. Det er altid muligt at tilføje mere uld, hvis det ikke dækker nok, eller hvis du ønsker at forme det til et motiv
Trin 3
Løft strikken af puden og vend det om, så du stikker fra vrangsiden for at samle totterne, der stikker ud. Spring tilbage til trin 1, hvis du ikke synes, hullet er dækket nok, eller hvis du ønsker at pynte med mere filtning
Tip: Du kan evt. bruge en kageudstikker eller skabelon som guide til at lave former. Se guiden herunder
Den færdige lapning
Ydersiden af lapningen ser ud som på billedet. Hvis du ønsker en mere usynlig lapning eller en anden form for dekoration, kan du i stedet sy maskesting på dit strik
Filtet motiv
Til filtmotivet skal du bruge
Filtenål
Kartet uld
Filtepude, skumklods eller den klassiske tofarvede køkkensvamp
Pap
Tegning af motiv
Saks
Nål uden spids
broderitråd
Trin 1
Overfør dit motiv til pappet og klip det ud, så du har en skabelon
Trin 2
Læg strikken på filtepuden og placér skabelonen ovenpå. Brug skabelonen når du filter for at få den rigtige form
Trin 3
Fjern skabelonen og finjuster dit motiv. Detaljer, som ikke var en del af skabelonen kan tilføjes nu, fx kattens hale. Det er en god ide at have sin tegning ved siden af
Trin 4
Når du er tilfreds, tråder du din nål med broderigarnet. Hvis du bruger moulinégarn, kan du evt. dele det i to, hvis det skal være tyndere
Trin 5
Sy med bagsting rundt om kanten og lav motivets detaljer. Videoguiden herunder viser hvordan bagsting sys
Trin 6
Du hæfter ende ved at sy baglæns gennem stingene eller filten på bagsiden